Tre ting, jeg lærte på Madison Market i aftes

Jeg stoppede ind Madison marked i går aftes for at hente nogle dagligvarer. I processen formåede jeg at lære tre ting. Disse ting er disse:

1. Du kan få Dinahs ost ved det halve hjul: Madison Market skærer nu cirklen af ​​camembert-lignende ost i to halvmåner og sælger hver for sig. spurgte jeg ostemageren Kurt Timmermeister hvorfor, og han sagde, at det var butikken, der ompakkede osten på den måde, ikke Kurtwood Farms.

Men det er en praktisk ting at vide, hvis du planlægger en ostetallerken, der vil omfatte – men ikke være begrænset til – Dinahs.

2. Madison Market sælger Ethan Stowells pastaserie, Lagana, og det er fremragende. Jeg købte radiatoren og måtte spise den næsten almindelig (jeg smed lidt pesto i, men ikke meget) på grund af en trist mave. Det var plumped-up, frisk frisk perfektion. Seriøst, dette er din nye middags-hemmelighed.

3. Folk forårsager scener ved co-ops. Normalt er det værste, der sker på Madison Market, at du skal stå i kø for evigt, fordi nogen har glemt at mærke det snoede på hans økologiske farro. Men i går aftes var det værste (slash best!) der skete, at en midaldrende kvinde gik “all banshee” – som mine australske slægtninge kan lide at sige – og begyndte at råbe ad denne kassedame om, hvor uhøflig han var, og om hvordan hun forsøger altid at undgå hans linje, fordi han er så freaking uhøflig.

Og det sjove ved at er det sagt, at kassereren er som den sødeste person nogensinde. Selv efter Madison Markets ansattes høje, glade-hippie-godhedsstandarder, er han flink. Irriteret dame: Hvis du tror, ​​at Madison Markets medarbejdere mishandler dig, kan du prøve at shoppe andre steder i verden end et eksklusivt økologisk marked i Seattle. Ikke fem minutter før så jeg en butiksmedarbejder, da han lagde mærke til en kunde med for mange varer i armene, løbe hen over butikken for at hente en vogn til hende. Og den medarbejder, der fik vognen? Han er ikke engang så rar som den fyr, som bansheen råbte ad.

Alligevel må jeg indrømme, at jeg satte pris på showet. “Hvem har brug for tv?” spurgte fyren foran mig, mens han greb sin spidse cykelhjelm og brugte lidt britisk accent. Der er bestemt ingen på co-op’et, der har brug for tv! Jeg troede. Og så skød jeg mine dagligvarer ind i min pung, for at undgå skammen ved en plastikpose (eller “djævlesæk”, som vi kalder dem på co-op), og gik hjem for at spise almindelig Ethan Stowell-pasta foran brystrør.