Frisk information

Informationsplatform viser de seneste nyheder

Shannon Perry fra Gazebos: En djævelsk samtale | Seattle musik

Gazebos kddqr1

Gazebos bringer sin unikke stil til Chop Suey for at udgive dø alene.

Billede: Foto Courtesy Kelly O

Når det kommer til sprudlende oddballs, regerer Gazebos i Seattles rockscene. Foran den anerkendte lokale tatovør Shannon Perry (fra Valentine’s Tattoo Co.), skaber gruppen en mussy musikalsk collage af punk-energi, genbrugsbutik-glam, weirdo-kunstrock og 80’er-dansefester. Denne fredag ​​den 19. februar tager Gazebos til Chop Suey for at udgive sin første Hardly Art LP dø alene med hjælp fra Midday Veil og Wild Powers.

Til vores seneste djævelske samtale chattede vi med Perry om dø alene som et udløb for personlig katarsis, sene Seattle Freeze-accept og skrig ind i det meningsløse tomrum.

Hvad er dit yndlingsaspekt af dø alene?

Jeg tror nok, at min yndlingsting ved albummet er, at vi overhovedet lavede det. Vi lavede det i et temmelig vanskeligt øjeblik i mit liv, og så det endte med at blive en meget terapeutisk proces for mig, at have det til at fokusere mine følelser på. Så jeg tror i sidste ende, at det er mere, hvad det var i stand til at gøre for mig, end noget jeg kunne tænke på det som,åh, min yndlingssang af den er dette eller hint. Det er lidt ligesom en overordnet følelsesmæssig følelse, jeg har omkring albummet. Det var noget, jeg var så heldig at kunne gøre og fokusere på i en svær tid.

Det er første gang, jeg udgiver et album på et label og får det indspillet på nogen form for legitim måde. Så jeg er lidt mere interesseret i at se, hvordan det bliver modtaget. Jeg er nysgerrig på det. Det virker som noget andet end forestillingen. Når jeg lytter til det, føler jeg mig selvbevidst huh, er det det her? Det er virkelig svært for mig at have et objektivt synspunkt på det, fordi jeg har så mange minder om at skabe det.

Når jeg har set Gazebos spille live, er der en meget distinkt slags art weirdo-stemning, der er anderledes end alle andre Seattle-bands. Kommer det bare fra samlingen af ​​karakterer i bandet eller noget andet?

Jeg tror, ​​at hvert medlem af vores band er en slags freak på den ene eller anden måde, og jeg tror ikke, at nogen af ​​os nødvendigvis er den samme slags freak. Hvis der kommer nogen form for mærkelig stemning ud af det, er det bestemt bare en kombination af vores vibes. [Guitarist] TV [Coahran] har lavet musik, som jeg synes er meget frynsete og mærkeligt i lang tid, og jeg vidste, da jeg kom med i bandet, at jeg ville prøve at tage det, han gjorde, og nærmest støde imod det. Han og jeg har meget stærke stemmer. Jeg ville ikke nødvendigvis bare blande mig med det, han lavede, jeg ville bestemt skabe noget, der på en måde hænger sammen med det. Jeg ser vores band som et band med to divaer. Vi konstruerer sangene meget separat. Han konstruerer meget af instrumenteringen, og så konstruerer jeg vokalen. Vi plejer ikke at lægge det ud personligt.

Er der noget, du føler kunstnerisk overlapper mellem dit tatoveringsarbejde og det at lave musik?

Jeg tror, ​​jeg synes, at alt liv alligevel er en slags kunst, bare på grund af en generel eksistentiel krise, der virkelig har vist mig, at intet betyder noget. Så derfor føles det okay for mig at dække min krop med tatoveringer og/eller stå på scenen og skrige ud i tomrummet, for jeg ved bare ikke, hvorfor jeg er her i første omgang. [Laughs] Så jeg tror, ​​det er sammenhængen. Jeg tror naturligvis, jeg er en virkelig genert person. Ligesom jeg har en masse social angst, hvilket heller ikke giver nogen mening for mig. Hvis du ærligt kan tro, at intet betyder noget, og så har du social angst, kan du ikke bare være sådan det er lige meget og så ville den sociale angst forsvinde? Så jeg tror, ​​at det at se freakish ud eller optræde på vilde måder er noget af det sted, hvor jeg tror, ​​jeg er i stand til at komme ud af de ya-yas, selvom når det kommer til at snakke med en person eller en fremmed på gaden, kan jeg måske helt klappe i.

Hvordan har Seattle påvirket din kunstneriske tilgang?

Jeg tænker enormt meget, bare fordi jeg er født og opvokset her. Men siden jeg er født og opvokset her, havde jeg ikke meget perspektiv på andre steder end Seattle. Og at have muligheden for at rejse i bands og andet har virkelig vist mig, hvor meget jeg kan lide Seattle. Jeg er en meget følsom person, en ekstremt liberal person, og jeg var ikke engang klar over, hvor heldig jeg var at være i Seattle af den grund. Fordi jeg går andre steder hen, og jeg er bange for, om det er mærkeligt fordomsfuldhed eller ikke at have en papirkurv eller noget. [Laughs] Jeg er altid en slags fisk uden for vandet.

Men det er svært at tale om Seattle, og hvordan det har påvirket mig lige nu, da det er lige i gang med at gennemgå en enorm forandring, demografisk set, og kunstsamfundet bliver meget knust. Jeg har altid været Capitol Hill-centreret, og det er ved at blive et helt andet kvarter.

Og der er også genertheden – Seattle Freeze, det hele. Jeg tror, ​​det er en rigtig ting, og jeg var ikke engang klar over, at det var sådan, vi var, før I mødes rent faktisk venlige mennesker, og de virker voldsomt invasive. [Laughs]

Har du nogle rutiner før showet?

Jeg er en tidligere overtroisk person. Normalt når jeg føler en overtro indfinde sig, prøver jeg med vilje at gøre, hvad end sagen er, som jeg ikke skal gøre, bare for at være som uanset hvad. Da jeg først startede, sang jeg intet betyder noget i mit hoved igen og igen, fordi det ville hjælpe mig. Eller jeg ville gå derud og kigge direkte på publikum – lige på alle deres ansigter – bare for at se på det: her er hvad jeg laver, jeg står på en scene og disse mennesker kigger på mig og jeg vil gøre noget. Bare det hele virker så sjovt for mig. Når jeg optræder, vil jeg meget af tiden lukke øjnene, så jeg ikke engang tænker på, at nogen kigger på mig, så jeg bliver så ærlig og så fri som muligt. Jeg vil bare ikke hæmmes deroppe.

Lysthuse: dø alene Udgivelsesshow19. februar kl. 10, Chop Suey, $10-$12